Vælg en side

At meditere er ikke bare en modedille. Det er en mange tusind år gammel praksis, hvis mange gavnlige effekter har været kendt og anvendt af mange – også før det blev videnskabeligt påvist.

Jeg oplever tit at mine klienter og kunder oplever, at de er voldsomt stressede og har et meget højt aktivitetsniveau i hverdagen. Samtidig beskriver mange, at de bliver de mere og mere angstfyldte og at helbredet bliver dårligere. De glemmer og er blevet fraværende i kontakten med andre. Ledere beskriver hvordan de bliver irritable, mister overblikket og har en kort lunte.

I mine dialoger med disse mennesker opfordrer jeg ofte til at komme i gang med en meditationspraksis. Og det er der mange grunde til. For mig selv er meditation en vej til balancering og kontemplation. Men for lige netop denne gruppe, anbefaler jeg meditation også for de umiddelbart gavnlige fysiske og mentale resultater.

Jeg har i denne artikel samlet lidt af fordelene ved at meditere. Så hvis du ikke synes, du har gangbare argumenter for at afsætte tid til at meditere dagligt, så får du dem her!

Dit nervesystem falder til ro

Når du mediterer, falder dit nervesystem til ro. Meditationen aktiverer dit parasympatiske nervesystem – den del af nervesystemet, som du ellers ikke kan kontrollere. Det er den del af nervesystemet der beroliger og signalerer til kroppen, at der ”ingen fare” er. Når det sker, falder din hjertefrekvens og dit blodtryk, og åndedrættet og pulsen bliver roligere. Det påvirker dit hjerte og reducerer risikoen for bl.a. åreforkalkning.  Meditation er altså sundt og styrkende for dit hjerte.

Det påvirker din hjerne positivt

Meditation styrker hjernecellernes samspil. Forskning har påvist, at hjernen ligefrem ændrer sig anatomisk hos personer, der har mediteret regelmæssigt igennem længere tid. Den reagerer som en muskel på træningen, og det skaber forandringer i selve hjernestammen og den del af hjernen, der bl.a. styrer noget så vigtigt som vores åndedræt og hjerterytme. Meditation ændrer balancen mellem signalstofferne i hjernen, så den udskiller større mængder af hormonet dopamin, der virker opløftende. Samtidig skruer det ned for stresshormonerne. Derfor har meditation ofte en gavnlig effekt på uro, angst og depression. Resultatet er at du vil blive gladere og mindre anspændt og mere afslappet. Mere i balance.

Oveni dette bliver din hjerne skarpere, bedre til at huske og lære. Man kan vel sige, at du bliver klogere af en daglig meditationspraksis.

Selve essensen af den meditative træning er at blive ved med at komme tilbage til øjeblikket. Det træner din koncentration og din evne til at blive ved samme ting i længere tid. Træningen vil således skærpe dine sanser i at være nærværende. Mange beskriver at også deres andre sanser forstærkes og at de bliver bedre til at mærke, smage og lugte.

Meditation, stress og et godt helbred

Som nævnt ovenfor hæmmer meditation samtidig mængden af stresshormonet Cortisol i kroppen. Det gør dig mere modstandsdygtig over for stresspåvirkninger. Du bliver bedre til at håndtere det pres, du bliver udsat for i dit job, i dit familieliv og du lærer at abstrahere fra forstyrrende tanker. Meditation er en helt naturlig kur imod stress – både når du er blevet ramt, og når du vil undgå at blive det.

Så udover det helt fysiske faktum, at meditationsrummet giver dig en pause i hverdagen, lærer du også at lytte mere til dig selv og vil derfor være i stand til at fange kroppens stresssignaler tidligere, end du ellers ville have gjort.

Meditationens positive indflydelse på dit humør, stressniveau og hormoner gør dit immunsystem mere robust. Din generelle modstandskraft mod infektioner stiger, og risikoen for betændelsestilstande falder.

Ned i gear – op i energi – Lyder det som en selvmodsigelse?

Det er sådan med meditation, at det virker på kroppen som opladning af et dødt eller fladt batteri. Du bliver med tiden i stand til at slippe tankemylder og stress og giver dig selv plads til at mærke og opleve, hvad du egentlig kan og vil. Du vil få en bedre fornemmelse for din krop og dens signaler, og derfor blive i stand til at tøjle tanker, uro og stress.

Det vil få en gavnlig virkning på din søvn. Har du problemer med at sove om natten, kan en daglig meditationspraksis før sengetid derfor være en god hjælp.

At komme i gang med at meditere

Mange mennesker, der er nye i meditationens univers tror, at meditation handler om, at der ikke må være tanker i hovedet. Og når de har siddet der 3 gange, med hovedet fyldt af tanker, giver de op. Og det er ærgerligt. Vi kan ikke stoppe tankerne, men vi kan lade være med at forfølge dem, eller blive ved dem og i stedet omsorgsfuldt vende tilbage til fokuspunktet.

Meditation handler om at fokusere på én ting og bliver ofte beskrevet som villigheden til at starte forfra igen og igen – og igen. Det kan være dit åndedræt eller et ord eller en lyd(mantra).

Du skal træne og være disciplineret

Det er som pianisten, der træner skalaer. Ikke for at blive mester i skalaer, men for at kunne spille smukke samlede musikstykker. Du mediterer ikke for at være dygtig til at meditere, men for at blive i stand til at blive i stand til at leve et fuldbyrdet, medvidende liv og sundt liv.